Ærgeligt nederlag til Jægerspris
FF Københavns bedste herrehold tabte lørdag med 6-5 til Jægerpris, som kun skulle bruge seks minutter til at score fem mål fra sidste minut i første periode til det femte minut i 2. periode.
Efter en jævnbyrdig start bragte Thomas Rother fortjent FFK foran midtvejs i første periode, da han resolut udnyttede en løs chance og scorede til 1-0. Den stilling så ud til at holde perioden ud, men Jægerspris kom godt igen og scorede to mål i periodens sidste halve minut. Fra starten af anden periode gik det helt galt for hjemmeholdet. I løbet af kun fem minutter gik Jægerspris fra 1-2 til 1-5 og FFK var alvorlig på hælene. Da Jægerspris så yderligere bragte sig på 1-6 i periodens slutning troede de fleste at kampen reelt var afgjort.
Men stik mod alle forventninger var det et forvandlet hjemmehold, som gik på banen til kampens sidste 20 minutter. En fem minutters udvisning til udeholdet udnyttede FFK til at score to gange ved Allan Guldberg og Andreas Tanghøj, og kampen var igen en åben affære. Med knap fem minutter tilbage af kampen fik FFK yderligere reduceret ved endnu en scoring af Andreas Tanghøj og Michael Jonasson, og muligheden for point til FFK var absolut inden for rækkevide.
Der blev dog ikke scoret yderligere i kampen og Jægerspris kunne tage begge point med hjem på en dag, hvor hjemmeholdet kun kan takke sig selv for, at det ikke blev til endnu en sejr på hjemmebane efter sidste uges sejr over Vanløse.
Kommentarer
Indsend kommentar