Allan Guldberg i hopla, da Firkantens vandt 7-5 over Helsingør
Efter mere end et års pause på 1. holdet valgte Allan Guldberg at iføre sig 1. holdets spillertrøje i elitedivisionsdebuten i Helsingør, hvilket skulle vise sig at være en rigtig god beslutning. Allerede efter 45 sekunder spil fyrede han første gang kanonen af til en 1-0 føring, som senere i kampen blev fulgt af yderligere to flotte scoringer.
Fra kampens start var det Firkanten, der sad på kampen og efter endnu en scoring af Michael Jonasson efter 2 minutters spil rystedes det unge hold fra Sundbyen. Helsingør kom dog stærkt igen, da Nørrebrodrengene sløsede lidt efter den fantastiske start, så efter 7 minutters spil var der udlignet til 2-2. Firkanten pressede videre på, og igen var det Allan Guldberg der efter en lang aflevring fra egen forsvarszone, legede kispus med 3 forsvarsspillere for derefter at kanonere bolden ind helt oppe i det ene målhjørne. Takterne blev fulgt yderligere op og inden 1. periode var færdig, havde Firkanten bragt sig foran 5-2 efter scoringer af Morten Birk og Claus Johnsen.
I 2. periode valgte Firkanten at trække sig længere tilbage på banen, hvorefter Helsingør fik lov at reducere med 2 scoringer, inden målmaskinen Carsten Heyn satte holdet i gang med en vigtig scoring til 4-6. I sidste periode bølgede spillet længe frem og tilbage, inden Allan Guldberg med sin 3. scoring satte trumf på opgøret mellem de to oprykkere. Igen var det en lang aflevering fra egen zone, som den lynhurtige wing fik skrabet til sig inden han med usvigelig sikkerhed omsatet chancen til mål. I resten af kampen styrede tropperne fra Nørrebro sikkert kampen, og det var kun af kosmetisk bedtydning at Helsingør fik lov til at reducere til slutresultatet 5-7.
Kommentarer
Indsend kommentar