Bunden er nået med nederlag til Dragør
Det er ingen skam at tabe til et bedre floorballhold. Men den måde FF København lørdag tabte på til Dragør, gør på alle måder ondt helt ind i sjælen. Gennem store dele af kampen blev efterkommerne af de hollandske bønder udspillet på alle leder og kanter for alligevel at vinde knebent med 6-5.
I den forrige kamp mod Benløse fik FF København en lussing af de store. 11-2 nederlag og tallene på humørbarometeret har ikke været opløftende læsning. Holdet har da heller ikke været samlet siden nederlaget, og det kunne ses trods en ønskestart på kampen.
Efter få sekunders spil bragte FF København sig nemlig foran 1-0 af Kai Hovilla. Men Dragør scorede efterfølgende to gange i løbet af et par minutter, og nervøsiteten blomstrede i fuldt flor i ansigterne på FFK-spillerne. Men trods dårligt og nervøst spil i første periode, viste resultattavlen 2-2 efter kampens første 20 minutter.
I pausen blev der uddelt verbal skideballe til holdet, og det var et anderledes tændt FFK-mandskab, der entrede banen fra anden periodes start. Men trods klar overvægt i spil og chancer, så formåede FFK kun at score tre gange, mens hjemmeholdet Dragør fik bolden ind bag Jens-Ole Møgelmose to gange.
Foran med et enkelt mål kunne alt ske i sidste periode, og det gjorde det. Dommerne havde efter sigende modtaget et tilbud fra den lokale mafiaboss, som de ikke kunne sige nej. Rygterne gik endda på, at de i nattens løb var vågnet op med et afskåret hestehoved i sengen, og med de trusler hængende over hovedet kan man godt forstå, at de dømte som de gjorde. Underlige kendelser og tilfældige udvisninger haglede ned over FF Københavns spillere, så Dragør kunne vende kampen. Det lykkedes og det afgørende mål blev sat ind med under et halvt minut tilbage af kampen.
Med nederlaget er FF København nu reelt et bundhold i 1. division, og der skal andre boller på suppen, hvis håbet om overlevelse skal blive en realitet.
MOM: Jacob Mønster
Kampfakta: Dragør – FF København 6-5 (2-2; 2-3; 2-0)
Kommentarer
Indsend kommentar