Flot spil i Rødovre - men desværre ingen point
Selvom damerne fra FFK spillede en flot kamp, var det topholdet fra Rødovre, der kunne trække sig tilbage med en sejr på 5-3.
Det var en flok tændte spillere, der lørdag eftermiddag indtog floorballbanen i Rødovre. Allerede fra begyndelsen af opvarmningen var intensiteten høj og koncentrationen skærpet, og spændingsniveauet nærmede sig passende højder. Vi vidste efter vores sejr over Rødovre i pokalsemifinalen, at vi med en god indsats ville kunne gentage succesen.
I starten af kampen har vi overraskende meget plads at spille bolden rundt på, men selvom der er chancer i begge ender, er det Rødovre, der efter knap 8 minutter lidt heldigt får scoret til 1-0. Få sekunder efter ligger bolden igen i vores mål, denne gang efter et frislag. Lidt ærgerligt at være bagud med 2 når vi egentlig var godt med i kampen. VI fortsætter dog med at spille vores eget spil, og i tiden 12:55 lykkes en indøvet frislagskombination, og Line scorer et flot mål. Løbene og bolden skabte et kort øjeblik forvirring i Rødovres forsvar, og Livs pasning ligger præcis hvor den skal. Det var en frislagskombination lige efter playbook’en. 1.periode slutter 2-1 til Rødovre.
3 minutter inde i 2.periode fravrister Mette-Marie bolden fra en rødovrespiller, og hun fortsætter direkte mod rødovremålet, hvor hun udligner til 2-2. Glæden varer dog kort, idet Rødovre 1 minut og 15 sekunder senere scorer til 3-2 og kort efter til 4-2. Efter ca. 35 minutter får Line reduceret til 4-3, og Milling er meget tæt på at udligne, da hun på bedste vis flækker bolden af sted mod målet. Desværre for os rammer bolden overlæggeren, som måske stadig vibrerer. Det havde ellers været et godt tidspunkt at score på.
Det eneste hold, som får scoret i 3.periode, er Rødovre, og vi taber kampen 5-3.
Vi spillede en god kamp, og igen stod vi sammen som hold, og der var god opbakning både fra tilskuerpladserne, på banen og på bænken. Med lidt held var det blevet til et par mål mere, og kun på måltavlen, kunne det ses, at det er os, som pt. ligger nummer 4.
WOM og referent: Nanna
Kampfakta:
Rødovre - FFK 5-3 (2-1, 2-2, 1-0)
07:42 1-0 Rødovre
08:03 2-0 Rødovre
12:55 2-1 Line Dyrholm (Liv Nøhr)
23:06 2-2 Mette-Marie Sønberg
24:21 3-2 Rødovre
28:01 4-2 Rødovre
35:20 4-3 Line Dyrholm (Maija Isoaho)
48:38 5-3 Rødovre
Kommentarer
Surt, at I tabte, men rigtigt godt at I spillede godt. Det lover jo godt for de kommende kampe :)
Indsend kommentar