Generationskløften var for stor
Med en difference på skønmæssigt 20 år og mindst lige så mange kg i snit var der tydelig forskel på de to hold, da Herre 3 besøgte Benløse 3. FFK formåede dog hverken at drage nytte af deres erfaring og tyngde, og blev sendt hjem med en sæk på 7-1 i sæsonens sidste kamp.
Med den større tyngde håbede FFK på at kunne sætte de mindre og hurtigere modstandere på plads, men modstanderne lod sig ikke kyse. I stedet formåede de at sætte FFK under et stort pres og dermed slå alle forsøg på opspil i stykker. Værterne havde noget mere held med at spille sig uden om FFK, men var dog farligst ved de hurtige spilvendinger efter bolderobringer på FFK's banehalvdel, hvilket udløste første periodes (og de fleste af kampens) mål.
I anden periode fik FFK noget mere styr på opspillet og kom til nogle flere chancer, dog uden at veksle dem til mål. Særligt Bjørn, som havde behov for point for at komme forbi Hansen på topscorerlisten, havde flere gode muligheder, men tænkte tilsyneladende for meget over tingene. Væsentligt skarpere var Benløse i den anden ende, med et enkelt mål i overtal og yderligere to efter dumme boldtab af FFK.
Først i tredje periode fik FFK hul på bylden, da Shiu fik sendt bolden i nettet efter en assist af Bjørn. Nede med 4-1 øjnede FFK en smule håb, men med to hurtige mål lukkede Benløse kampen. Resten af kampen blev noget rodet med flere udvisninger til begge hold og en enkelt yderligere scoring til slutresultatet på 7-1.
Alt i alt et fortjent nederlag, omend kampen med lidt mere skarphed fra FFK's side havde været noget mere lige. Med sin assist sneg Bjørn sig lige netop forbi Hansen på topscorerlisten. Som trøstepræmie sikrede Hansen sig dog en solid føring på bisselisten.
Kampfakta: Benløse 3 - FFK 3: 7-1 (1-0, 3-0, 3-1)
1. periode:
00:46 1-0 Benløse
15:15 2 min, Benløse (Høj stav)
15:15 2 min, Rune (ukorrekt udskiftning)
2. periode:
08:47 2 min, Hansen (Hårdt spil)
10:36 2-0 Benløse PP
16:15 3-0 Benløse
19:19 4-0 Benløse
3. periode:
00:28 4-1 Shiu (ass. Bjørn)
01:41 5-1 Benløse
02:59 6-1 Benløse
03:59 2 min, Hansen (Fastholdning)
04:30 2 min, Benløse (hårdt spil)
12:33 7-1 Benløse
15:44 2 min, Benløse (Gentagne forseelser)
16:27 2 min, Hansen (Gentagne forseelser)
Kommentarer
Indsend kommentar