Interview med Nick og K
Også i den kommende sæson vil FFK have glæden af at have det kompetente trænerteam Nick Larsen og Kenn Romme Larsen til at stå for Herre 1. Webredaktionen fangede de travle herrer midt i forberedelserne til den kommende sæson til en snak om, hvordan fremtiden tegner sig for holdet.
Hvad vil I mene, at herre 1's største styrker og svagheder?
Svagheder har vi efterhånden ikke mange af. Vi mangler lidt i boldtempo og effektivitet i de ting vi foretager os, men det bliver der lagt lidt mere fokus på i den kommende sæsons træning. Den helt store styrke for det her hold, er vilje!! - vilje til at lære, vilje til at acceptere og vilje til at ofre. Det har vi hentet mange point på i sidste sæson, og det er bestemt noget vi skal værne om. Det kommer ikke af sig selv, men igennem en implementering af en ny kultur på holdet. Ydermere har vi beholdt hele grundstammen på holdet, så der skal ikke køres så mange nye ind på holdet, som sidste sæson. Der bliver også stor konkurrence om pladserne på holdet i år, med tilføjelser af et par nye spillere, som helt sikkert kan være med til at bidrage med noget positivt til spillet på banen.
Hvad er ambitionerne for holdet i den kommende sæson?
Ambitionerne er klare for den kommende sæson. Vi skal igen være med hvor det er sjovt, og det betyder toppen af 1. div. Den klare målsætning for sæsonen er oprykning til Umbro Ligaen, men om det er som nr. 1 eller 2 må tiden vise. Men det kræver hårdt arbejde, nok endnu mere hårdt arbejde end sidste sæson, da vi kom til fra baghjul af. Men vi har efterhånden fået samlet en trup, hvor spillerne virkelig brænder for at vinde kampe og ikke er bange for at arbejde 100% for sagen.
Hvad skal I arbejde med for at opnå dette?
Vi skal arbejde videre på de ting som vi startede sidste år. Presspil, opbyggende spil og angrebsspil kommer i højsædet. Samtidig er det vigtigt at vedligeholde den stemning der er på holdet, så det skal vi også have fokus på.
Hvordan ser I divisionen i år? Hvem er favoritter til at vinde rækken og hvilke kampe ser I særligt frem til?
Vi ser særligt frem til den første kamp i år, som er pokalkampen mod Hørsholm. Det bliver et super springbræt til at sparke den nye sæson igang. En vigtig kamp i sidste sæsons forberedelser havde måske betydet at vi istedet skulle snakke om Umbroligaen nu, i stedet for 1. division. Hold som Helsingør & Vallensbæk kommer helt sikkert til at spille med om de øverste pladser, men divisionen ser igen i år meget jævnbyrdig ud med hold som vil slå hinanden på kryds og tværs.
Hvordan ser det ud på spillersiden? Kan vi forvente nogle interessante tilføjelser til truppen, eller andre ændringer?
Spilkonceptet vil være det samme, så her kommer der ikke de store ændringer. Vi har forstærket truppen med et par interessante spillere. Martin Madsen er kommet til fra Rødovre, hvor han har stået på mål den seneste sæson. Med en fortid i Jægerspris og Hvidovre får vi en målmand med rutine og forståelse for hvad der skal til. Carsten Sørensen & Jesper Petersen kommer til fra Hvidovre hvor de begge har været i udkanten af 1. holdet, imens Jesper Thrane også kommer til FFK fra Hvidovre. Han spillede dog sidste år for Politiet, på udlån, som een af deres klart bedste. Det er spændende unge spillere, som kommer med en masse gejst og spillelyst. Der bliver dog stadig arbejdet på forstærkninger, så det kan være at der kommer yderligere et par spændende tilføjelser.
I har begge tidligere døjet med skader. Bliver dette året, hvor I begge får en skadesfri sæson?
Haha... Nej, absolut ikke!
Kommentarer
Indsend kommentar