Rasmus Limschou til Jægerspris
FF København må sige farvel til en af klubbens mest rutinerede spillere. Den tidligere Hørsholm og Rødovrespiller, Rasmus "Guggi" Limschou, skifter efter to sæsoner hos københavnerne til Jægerspris.
"Det er selvfølgelig ærgerligt at Guggi har valgt at skifte til Jægerspris. Det kommer dog ikke som den store overraskelse. Dels vil han helst spille i elitedivisionen, og da han har trænet med i Jægerspris i nogle uger, så vidste vi godt, at han var på vej væk," siger klubbens nytiltrådte herrertræner Charlie Hansen.
Rasmus Limschou er mest kendt som en solid og spilstyrende back, men kan også spille på den mere krævende centerplads. En rolle han den kommende sæson ellers var udset til på FF Københavns herrehold i 1. division.
"Ingen er som bekendt uundværlige, så vi er allerede begyndt at spille de rette spillere ind på de afgørende pladser. Så selv om Guggis farvel er et tab for holdet, så har vi omvendt også fået den nødvendige tilgang til, at hullet er fyldt godt ud," forklarer Charlie Hansen.
Rasmus Limschou er den tredie spiller fra sidste sæsons elitetrup, som forlader klubben. Thomas Rother er skiftet til Rødovre, mens Andreas Tanghøj skal være spillende træner i Spanien. Alle tre spillere ønskes held og lykke i deres nye omgivelser.
Kommentarer
Indsend kommentar