Rep-møde: DaFU på rette kurs
Søndag d. 9. maj var der repræsentantskabsmøde i Dansk Floorball Union. Efter flere hektiske år var der på mange måder tale om et roligt møde, som dog varsler stabilitet i de kommende år. Derudover bød mødet på mindre ændringer, som bl.a. vil påvirke FFK's Dame 1.
Først og fremmest kan vi konstatere, at økonomien er på rette spor, efter flere års dyb krise; Unionen vil I de kommende år kunne afdrage på den gæld på ca. en million, som de seneste års krise har medført. Dette blev modtaget positivt af Repræsentantskabet, dog med kritiske røster fra begge ender af floorball-Danmark: Ligaklubberne med Brønderslev og TÅF i spidsen var utilfredse med den øgede deltager-betaling til landsholdene, mens udkants-klubberne i Sønderborg og Fredericia gjorde indsigelser mod døm-selv-kampene, som er blevet indført i de laveste rækker for at spare dommer-udgifter.
Der blev foretaget en væsentlig justering af DaFU's love, som bl.a. betyder at forårets Repræsentantskabsmøde bliver suppleret med et økonomi- og struktur-møde. Denne tilføjelse kommer for at give bedre muligheder for at diskutere økonomi og ikke mindst budget på et mere fordelagtigt tidspunkt, og kan forhåbentlig samtidig bidrage til at aflaste rep-mødet, som igen i år blev en langstrakt seance på ca. syv timer.
Væsentligste ændring, set fra FFK, er at Dame Liga fra og med den kommende sæson permanent skæres ned til seks hold, som vi også kender det fra Vest. Dette betyder desværre også, at sæsonen skæres ned fra 18 til 15 kampe, eftersom der fortsat kun spilles tre runder. FFK gjorde indsigelser mod dette, som vi betragter som en devaulering af bedste damerække, men den umiddelbare stemning på søndagens møde tyder at de fleste hold er tilfredse med nedgangen. Til gengæld indføres der dog ti minutters Sudden Victory i Dame Liga, som vi kender det fra de to bedste herre-rækker. Samtidig blev reglen for Sudden Victory ændret, så de ti minutter efterfølges af straffeslag, hvis der ikke findes en vinder i den forlængede spilletid.
Samtidig valgte størstedelen af DaFU's bestyrelse at fortsætte, hvilket - sammen med den positive økonomi - lover rigtigt godt på vores sports vegne.
Se evt. DaFU's hjemmeside for yderligere info.
Kommentarer
Indsend kommentar