Tingbjerg tilbage på landkortet!
De seneste år har været hårde ved Tingbjerg, den skønne forstad i første parket til Utterslev Mose. Når bydelen har været i medierne har det først og fremmest været for skyderier og de evindelige trafikkøer for enden af Hillerødmotorvejen. Den mest positive Tingbjerg-historie må være, da bydelen i den seneste opgørelse ikke længere figurerede på ghetto-listen.
Heller ikke på floorball-fronten er der sket det store i Tingbjerg, idet den glimrende Tingbjerg skole i de senere år kun har været benyttet til træning, trods de glimrende faciliteter med rigelige siddepladser og mere ghetto-charme end selv den mest forråede Vesterbro-hipster kunne drømme om. Men floorball-tørken får en ende mandag d. 29. oktober, hvor FFK Herre 3 tager imod Glostrup Goblins 2.
Publikum kan forvente en dramatisk og intens kamp, ikke mindst fordi den smallere bane uundgåeligt vil føre til flere nærkampe mod det traditionelt solide hold fra Indre Vestegn. Samtidig bliver det spændende at se, hvordan de to hold vil håndtere det unikke gulv, som tilføjer spillet en ekstra dimension.
For første gang i flere år bliver kampen iøvrigt uden Herre 3-koryfæ Bjørn Jakobsen. Dermed opstår muligheden for at Metin, som er begyndt at score mål på samlebånd efter at være blevet omskolet til striker, overhaler Bjørn på topscorerlisten.
Kampen starter kl. 20.30. Da kampen ligger i herrernes træningstid er træningen naturligvis aflyst, men alle spillere er velkomne til at melde sig til kampen på Holdsport.
Kommentarer
Indsend kommentar