God start på det nye år
På trods af stort overtag i spil og skud mod mål, så skulle Herre 3 et godt stykke hen i 3. periode inden sejren mod Solrød reelt blev sikret.
Da der var spillet 1 minut og 57 sekunder i Bellahøj var Herre 3 allerede bagud 0-1. Scoringen kom som lidt af et chok, da FFK havde været i noget der lignede powerplay de første 1 minut og 50 sekunder. Men et boldtab af hjemmeholdet, en lang bold fra en Solrød-back mod en fremstormende angriber og en sikker afslutning, så var det hele vendt på hovedet.
FFK fortsatte dog dominansen og fik udbytte kort efter, da Kasper udlignede til 1-1. Glæden varede dog kort, da en kikset frislagsopdækning halvvejs i perioden gav Solrød frit skud, 1-2. Presset mod Solrøds mål fortsatte dog, og det blev til både en udligning ved Kasper og føringsmål ved Esben. 3-2 til FFK efter de første begivenhedsrige 20 minutter.
Herre 3 blev sendt på banen til anden periode med besked om at gøre det hele lidt mere simpelt, træneren ville se flere nemme pasninger og færre show-driblinger. Det var måske for meget at tænke på, og det hele gik en del ned i tempo. På plussiden fik Solrød ikke scoret men til gengæld blev det heller ikke til FFK-mål.
I sidste periode så Solrød trætte ud, og FFK kunne drage nytte af at være et par spillere ekstra. 10 minutter inde i perioden scorede Kasper sit 3. mål og bragte FFK foran med 4-2. Det tog den sidste luft ud af gæsterne og allerede få sekunder senere lukkede Bjørn kampen med en scoring til slutresultatet 5-2.
Kampfakta:
FFK 3 – Solrød 5-2 (3-2, 0-0, 2-0)
01:57 0-1 Solrød
03:25 1-1 Kasper Siedler (Morten Lange)
09:04 1-2 Solrød
15:08 2-2 Kasper Siedler (Metin Olsen)
16:43 3-2 Esben Andersen (Bjørn Jakobsen)
50:45 4-2 Kasper Siedler
51:09 5-2 Bjørn Jakobsen (Esben Andersen)
Udvisninger:
Solrød: 1 x 2 min
Kommentarer
Indsend kommentar