Snigpremiere og sure belgiere
Lørdag sluttede Herre 3 sæsonen af med en turnering, som Amager FK afholdt som indvielse af deres nye hjemmebane, Hal C på Christianshavn. Efter en fin turnering stod den på ølsmagning med mange nye smagsoplevelser for de brugte drenge.
Med hele 15 mand klar til kamp var der masser af FFK'ere klar til kamp i den fine nye hal, som dog stadig mangler de sidste detaljer fra at være helt færdig. Til gengæld kunne Søværnet kun mønstre en enkelt spiller til første kamp, da de øvrige var sendt til Sortehavet for at sætte Putin på plads. Derfor lånte Søværnet en række spillere fra de øvrige hold. FFK'erne kunne dog på ingen måde finde hoved og hale i spillet til den første kamp, og tabte derfor kampen, bl.a. efter at Dehlsen havde fået et power-mål annulleret pga. for meget power.
En række FFK'ere valgte efterfølgende at lade sig indrullere i flåden. Om det var medløberi, borgerpligt, eller bare at tage en for holdet vides ikke, men åreladningen havde en klar positiv effekt på holdet, som fik spillet til at flyde langt bedre i de efterfølgende kampe.
Blandt de nyhvervede letmatroser var den gamle FFK-enforcer Jacob Löwenlund, som har holdt nogle års pause fra floorball. Pausen er ikke blevet brugt på hverken motions- eller teknik-træning, men elskere af no-nonsense forsvarsspil fik helt klart valuta for pengene.
Generelt var niveauet højt, med mange tætte kampe. "Finalen" for FFK, nemlig kampen mod AFK, endte dog uden vinder, da FFK efter en sløj start kun formåede at hente et uafgjort resultat hjem. Da det derudover blev til en sejr over Hafnia og et nederlag til de senere mestre fra et lettere forstærket Herlev Hotboys-hold, måtte FFK tage til takke med fjerde-pladsen ud af de fem deltagende hold. Søværnet All-Stars blev nr. to.
Efter turneringen samledes Herre 3 med venner til ølsmagning, hvor Jacob Löwenlund diskede op med lækkerier og røverhistorier. Der blev både smagt på spontangærede øl, sur belgisk ale, og tyklflydende mørke væsker med vinøse procenter. Selvom visse spillere ikke kunne afholde sig fra at snakke arbejde fik holdet dog afsluttet turnerings-sæsonen med en hyggelig aften.
Tak til Amager for en fin turneringen, og tillykke med den nye hal. Når I får tegnet nogle streger i den skal den nok blive lækker.
Kommentarer
Tak for et godt referat, og tak fordi i dukkede op og var gode gæster i hallen.
Ja der manglede streger, men det kunne ikke ses, efter gaffatape kom på, som var et godt alternativ. Bedre end jeg selv havde regnet med :-)
Men stregerne kommer på til påske, så måske er i klar på 3 x 20 min. en tirsdag eller torsdag efter påske? :-)
Indsend kommentar