Andenpladsen sikret
Det var næsten en gentagelse af sidste uges kamp, da damerne igen vandt 5-3 over Vanløse. Som sidst kunne Vanløse godt have fået point, men flere klasseredninger fra målvogter Tina Salvén, der på dagen også havde god hjælp fra stolperne, holdt Vanløse nede på 3 scoringer.
Kampen starr skidt for FFK, og allerede efter et minuts spil har Vanløse scoret efter en friløber. Det slår dog ikke FFK ud, og der bliver lagt et godt pres på Vanløse. Efter 10 minutter bærer det frugt da Line Dyrholm spiller Liv Nøhr fri foran mål. Liv svigter ikke og scorer til 1-1 med baghånden. Med et minut tilbage af perioden bringer Line Dyrholm FFK foran, da hun med ryggen til mål slår til bolden i luften og scorer sikkert.
FFK fortsætter det gode spil i anden periode, og får scoret yderligere to mål i periodens første fire minutter. Først er det Jannie Pedersen der erobrer bolden fra en Vanløsespiller og selv afslutter aktionen med en scoring. Derefter får Maria Frandsen god plads og kan fra sin backposition score til 1-4. Bagud med tre mål kommer Vanløse noget længere frem på banen, hvilket tydeligt stresser spillerne fra FFK. Resultatet af Vanløses pres udmøntes hurtigt, og midt i perioden reducerer de til 2-4. Vanløse har chancerne til flere scoringer, men Tina Salvén og stolperne tager godt fra.
Tolv minutter inde i 3. periode er spændingen helt tilbage i kampen, da Vanløse får yderligere reduceret. Kort efter tager Vanløse en timeout, men det er FFK der kommer bedst igang efter den korte pause, og med 5 minutter igen af kampen scorer Liv Nøhr sit andet mål. En god pasning fra Maria Frandsen omsættes til mål med et et trækskud, der ryger ind ved nærmeste stolpe. Efter scoringen til 3-5 går luften lidt af Vanløse og FFK kan køre sejren hjem.
Sejren betyder at FFK nu er ni point foran Vanløse, og dermed minimum sikret andenpladsen i ligaen.
Kampfakta:
Vanløse - FFK: 3-5 (1-2, 1-2, 1-1)
01:13 1-0 Vanløse
10:56 1-1 Liv Nøhr (Line Dyrholm)
19:05 1-2 Line Dyrholm (Jannie Pedersen)
22:32 1-3 Jannie Pedersen
24:35 1-4 Maria Frandsen
29:29 2-4 Vanløse
52:07 3-4 Vanløse
54:49 3-5 Liv Nøhr (Maria Frandsen)
Udvisninger:
Vanløse 1 x 2 min
WOM:
Maya Bode
Kommentarer
Indsend kommentar