Tak for denne gang
Håber i alle er kommet godt ind i det nye år.
Som de fleste nok er bekendt med så spillede vi pokalfinale d. 14. januar. For to år siden stod vi i samme situation, hvor vi ikke havde en chance mod det hold vi mødte. I år mødte vi også et godt hold, men denne gang spillede vi med lidt mere omtanke og havde noget mere spil end den sidste finale. Desværre taber vi til et bedre hold, men det var kun 2-0 og vi havde vores egne chancer til at afgøre kampen.
Jeg synes man kan se holdet har udviklet sig meget over de to år og så småt er begyndt at forstå de mekanismer, der gør man får plads på banen. Så jeg mener vi er kommet tættere på vestholdene.
Ud fra pokalfinalen kan man se, at der stadig er et stykke vej. Især når det drejer sig om de valg spillerne laver på banen. Flere gange kunne vi komme ud af deres pres midt på banen, problemet var bare at vi ikke får udnyttet disse situationer og de fleste af gangene søger en direkte målgivende aflevering eller skud der bliver stoppet af en forsvarsspiller. I modsætning til modstanderne, der søgte de frie områder og ventede på chancen. Her mangler vi overblik i vores spil og forståelse af at den bedste løsning nogle gange også er den simpleste.
Der kom en del eksempler i kampen, hvor to af dem beskriver det føromtalte meget godt.
Vi kommer i en kontra 2 mod 2, hvor vores spiller med bolden løber direkte mod den ene forsvarsspiller og skyder lige ind i spilleren, det sætter en 2 mod 2 den anden vej. Hvor modstanderen med bolden i stedet for at løbe direkte mod mål, skærer af og løber væk fra forsvarsspillerne og får et helt frit skud.
Eller i vores powerplay, hvor modstanderen får bolden og holder den længe i egne hænder, men vi får kæmpet bolden tilbage. Derved står der 4 modstandere med syre i benene og det første vi gør at skyde på mål, så de kan skifte ud og få friske spillere ind.
Her skulle vi have udnyttet situationerne bedre.
Men det er en tidskrævende proces. Især når man arbejder med spilintelligens, så er det meget svært for spillerne at visualisere noget de ikke har prøvet før. Så i starten er det en rigtig tung proces, men når femøren først er faldet, sker udviklingen i en rasende fart. Som træner er det fantastisk, når man ser det ske.
Flere har bemærket, at jeg ikke sad på bænken under pokalfinalen og det skyldes vi har fået K indover trænerteamet. Grunden til K er kommet indover teamet er at jeg i sommers lagde optil spillerne, at hvis jeg skulle fortsætte med at bruge den samme tid, som jeg har brugt på trænerjobbet de sidste par år, så skulle vi se en forbedring i spillernes træningskultur/mentalitet. Vi har stort set fra starten forsøgt at ændre denne kultur, men som Charles også nævner i sit interview på sport45, så er træningskulturen ikke den bedste på øst-siden. De emner vi har taget op, som skulle forbedres, er alle nogle kulturværdier, som for mig er tegn på man spiller på et hold og for holdet. Jeg havde håbet på spillerne selv ændrede deres holdning eller de i fællesskab kunne flytte paradigmet. Efter at have snakket om det med spillerne i 2½ år har jeg erkendt at kulturen på dette område nok ikke kommer til at ændre sig og jeg tror ikke vi kan nå de bedste vest-hold, hvis dette ikke ændres. Derfor har jeg valgt at bruge mindre energi på floorballen og prioritere anderledes i min hverdag.
Holdet har desuden ønsket mere taktisk træning, og derfor er K tiltrådt trænerteamet, hvor hans ansvar er det taktiske område. Jeg vil så fremover have fokus på udvikling af de individuelle kvaliteter, såsom teknik og individuel spilforståelse. Thøger vil have fokus på keeperne og de praktiske detaljer. Så træningen vil blive mere modulopdelt.
Med den opdeling af opgaver gør, at K, der sammen med Thøger, tager sig af kampene i ligaen og jeg vil have fokus på 1. division. Det medfører også at jeg stopper med at skrive bloggen, da jeg fremover ikke kommer til at følge kampene i ligaen.
Men jeg håber folk har fået noget ud af at følge vores udvikling i de sidste par år, da det var grundlaget for jeg startede som dametræner. Det var ikke at vinde medaljer, men at løfte spillernes individuelle niveau, da der er et kæmpe potentiale indenfor dette område.
Jeg siger tak for denne
gang
Kommentarer
Indsend kommentar