Dialog - eller mangel på samme
Inden sæsonen vidste vi
at vores kampe mod Hvidovre vil være utrolige vigtige for at nå en
slutspilsplads, så det var en af sæsonens vigtigste grundspilskampe for os. Jeg
vil i bloggen ikke komme nærmere ind på detaljerne omkring kampen, men i stedet
henvise til Carina Kaarsbergs referat på www.sport45.dk
Vi havde udtaget 12 markspillere til kamp og det var et tændt FFK-hold, som var klar fra start. Målet i første periode var at komme op i angrebszonen, få kørt bolden rundt og slå til når muligheden tilbød sig. Selvom vi havde bolden meget, så stod Hvidovre godt i defensiven. I stedet var det Hvidovre, der kom foran 0-1 efter vi var alt for passive inde foran vores eget mål. Gennem hele perioden fik vi presset til at køre rigtig godt og Hvidovre brugte mange kræfter på at holde defensiven.
Som så mange gange før taber vi første periode, og igen er det fordi vi ikke selv udnytter vores egne chancer og ikke er helt på tæerne, når modstanderen er i angreb. Men jeg kan se fremgang, så snart håber jeg vi også kan vinde en første periode.
Vi har i træningen fokus på at holde bolden højt på modstanderens bane og det ser ud til at begynde at bære frugt, selvom vi stadig til tider giver store kontrachancer til modstanderne. Men det vil selvfølgelig ske når vi er ved at transformere holdet til et offensivt spillende hold frem for et kontrahold.
I anden periode skulle vi at udnytte at Hvidovre allerede var begyndt at hænge lidt efter, så holdet skulle have mere fokus på at få afsluttet end at spille bolden rundt. Som sagt så gjort. Der gik ikke mange sekunder før vi havde udlignet og da vi lidt senere kom foran virkede det til at der kom lidt mere ro over tropperne og holdet begyndte stille og roligt at arbejde sig ovenpå i kampen og dominerede hele anden periode, som vi vinder 4-0.
Godt nok prøvede Hvidovre at presse lidt højere på banen i sidste periode, men vi var forberedte på det, så holdet fik uden de store problemer presset Hvidovre tilbage på banen og spillet foregik stort set, som de to første perioder, hvor vi havde bolden og Hvidovre levede på kontra. Foruden et par små-fejl, får vi lukket af for de helt store chancer og får selv scoret to flotte mål.
Tak til Hvidovre for sæsonens anden kamp, vi ser frem til sæsonens tredje møde i januar.
Foruden resultatet i første periode kan vi kun være tilfredse med kampen. En sikker sejr på 6-1 og en målscore på 11-3 over to kampe mod et hold vi tabte til to gange i sidste sæson, det er mere end godkendt fra trænerens side.
Både på www.sport45.dk og Hvidovres hjemmeside, er der skrevet noget om alle udvisningerne, som forekom i kampen. Jeg ser som udgangspunkt ikke noget galt i de udvisninger, som blev givet i kampen. Men jeg mener at de fleste af ”frustrations-udvisningerne” kunne være undgået, hvis dommerne havde holdt en åben dialog med spillerne, og jeg håber det engang bliver et fokusområde i dommerudviklingen. For nu har vi haft flere kampe, hvor det er helt umuligt at sige / spørge om noget som helst til dommerne. Vi fik én udvisning i hele kampen og efterfølgende en ekstra udvisning til spilleren, denne ekstra udvisning kunne helt være undgået, hvis dommerne havde håndteret situationen anderledes. Det samme var gældende for nogle af Hvidovres udvisninger.
For jer der kender til Transaktionsanalyse, så mener jeg, at hver gang spillerne eller lederne var i dialog med dommerne, blev de konsekvent mødt med et svar, svarende til et svar fra en ”kritisk forælder”. I pressede tilfælde vil det oftest medføre at spilleren vil have en reaktion fra barnebåndet (sige imod, kaste med stav osv.).
Jeg ved udmærket godt, det er svært at have en åben dialog med en spiller, som er oppe i det røde felt. Men hvis dommerne reagerede nøgternt, så vil spilleren oftest falde til ro, hvis ikke, så er det der dommeren skal reagere på en autoritær måde. Men jeg mener ikke en dialog mellem to voksne mennesker får noget som helst brugbart ud af, at den ene konsekvent siger: ”ti stille - jeg gider ikke høre på det” og især når denne person har nogle beføjelser over for den anden. Når det foregår i en hel kamp, så vil der komme nogle modreaktioner og det var tydelig at se sidst i denne kamp.
Dette skal kun ses som konstruktivt kritik fra min side og det er mit syn på, hvad jeg ser som gode dommerkvaliteter. Og jeg ved det hjælper på hvordan spillerne reagerer, for jeg kan tydelig se frustrationen på holdet, når vi kommer i en situation, hvor dialogen foregår med komplementære transaktioner.
Næste weekend skal vi møde det suveræne tophold fra Rødovre, som har føjet alt modstand til side i denne sæson, men forhåbentlig kan vi drille dem lidt, ligesom vi gjorde sidste år.
Jeg har et primært formål med kampen, som jeg vil uddybe i min næste blog.
Kommentarer
Indsend kommentar